HVIS NOGEN troede, at den kolde krig sluttede med murens fald i 1989, så tager de fejl. Der var én, som ikke glemte og tilgav sine tidligere fjender. Det var den i mange år oversete historiker Bent Jensen, som pludselig kom til ære og værdighed takket være Anders Fogh Rasmussens ønske om at udpege nogle fjendebilleder i hans dengang ikke kendte plan om at blive generalsekretær for NATO.
Til det formål skulle han bruge nogle nyttige idioter, og her var Bent Jensen selvskreven som en indædt hader af alle venstreorienterede. Fogh som på stribe fyrede fagfolk, som han ikke kune lide og indsatte sine egne håndgangne mænd, oprettede derfor et såkaldt “koldkrigscenter” med den nyudnævnte professor Bent Jensen som leder. Så var banen åbnet for klapjagt på de venstreorienterede.
Et af ofrene var den respekterede journalist Jørgen Dragsdahl fra Information, som Bendt Jensen offentligt hængte ud som “påvirkningsagent” for Sovjet på baggrund af hemmeligt stemplede oplysninger, som bemeldte professor Jensen var kommet i besiddelse af i kraft af sin stilling som leder af Foghs såkaldte “koldkrigscenter”.
Beskyldningerne – hvor latterlige de end måtte være – ramte i lyset af højredrejningen af opinionen i nullerne Jørgen Dragsdahl så hårdt, at han fik svært ved at leve af sin journalistik. Var der nogen, som sagde ytringsfrihed? Næ, det var der netop ikke.
Jørgen Dragsdahl rejste derfor en injuriesag ved byretten i Svendborg. En sag som han faktisk vandt. Men nu har den hævngerrige Bent Jensen anket sagen til Landsretten, hvor sagen kører nu. Hvad udfaldet bliver, skal jeg ikke kunne sige.
Det, som virkelig tænder mig af, er udtrykket “påvirkningsagent”. Hvad fanden er meningen? Har man ikke lov til at skrive positivt om Sovjetunionen? Hvad Jørgen Dragsdahl for øvrigt ikke gjorde. Han delagtiggjorde os andre i sin viden om den sikkerhedspolitiske situation. Men selv om han havde propaganderet for Sovjet, så var det sgu da ikke ulovligt. Lige nu er det Jørgen Dragsdahl, som er offer for Bent Jensens og højrefløjens had. Men hvad med alle os andre? Skal vi også dømmes som landsforrædere?
I en sammenhæng vil jeg hermed offentligt afsløre, at jeg i 1967 i min alders 19. år skrev til den kinesiske ambassade og tilbød at spionere for dem. Jeg fik desværre kun en høflig kvitteringsskrivelse plus et års abonnement på China Review som tak. OK – det var måske ikke helt så dramatisk og konspirativt, som jeg i min revolutionære iver havde forventet, men det var dog en opmuntring til en nyudklækket maoist. Sådan var det dengang.
I slutningen af halvfjerdserne kølnedes i øvrigt min beundring for kulturrevolutionen i Kina, og Maoplakaten røg ned sammen med en masse propagandamateriale. Men jeg har faktisk stadig formand Maos samlede værker, hvis nogen har lyst til at låne dem. I kan bare ringe.
DAGENS SANG er degraderet vækketone på min mobil. Det kan muligvis have noget med Tibet at gøre, men det er ikke bare det…
